Helt nøgen

  
At blotte sin sjæl
af Julie Duch Lauridsen

 I bokseringen ofre jeg oftest mit ve og vel
For, at jeg kan leve i troen, om et uovervindelig sind.
Den eneste syndsforladelse vi kan bede om,
er at tilgive os selv, for de fejl, der har gjort andre ondt.
Trods modgang, er jeg ikke bange for, at lærer livet, at kende.
Lærer at værdsætte alt, før det bestemmer sig for at forsvinde.
Mit allerede skrøbelige selvtillid, bliver oftest forsømt,
fordi jeg er sikker på at alle mine fejl bliver dømt.

Gør at mit sind, og jeg bliver svøbt ind i skam,
Og at min beretning om det perfekte menneske, dør for en stund.
Fordi jeg konstant prøver at gøre mit bedste,
men det er ikke godt nok, og ingen virker til at se det.
Alle prøver at fremstå som et idol, der kun reklamere det perfekte.
Det bliver vi nød til, for at få en del af respekten.

Ingen i verden tør at blotte deres sjæl,
fordi de er bange for, at andre ser det, de ikke ser selv.
Hele livet, må vi lade som om, vi altid er stolt af hvad vi ser,
at vi altid ved præcist, hvad der er rigtigt og forkert.
For hvis vi viser omverden, at vi ikke kender alle svar,
er fornemmelse og ingen augmentation, vores eneste forsvar.
Fejl er ikke reklameret, de er ikke kommerciel,
men historien om det perfekte menneske, er for længe siden slået ihjel.
Vores fejl er altid svære for os at indrømme,
vi lever i illusionen, men perfektion eksister kun i drømme.

Vi bliver oftest fristede af en hurtig lykke,
tager chancen, men i sorgen, ender vi med at drukne.
Det er kun få ting vi fra barnsben har lært,
Om hvad der i livet, er rigtigt og forkert
Livet er ikke noget materielt, kan ikke deles op i sort eller hvidt,
umuligt at dele menneskers handlinger op i godt eller skidt.
For vi lever desværre ikke i en firkantet, eller simpel verden,
den ændrer sig altid fra hvilken vinkel man ser den.
Vi er alle usikre og nogen gange tabt for selvtillid,
så lukker os kun inde, fordi vi er bange for at tabe stolthed.
Bag alle vores fejl, er der altid en forklarlig grund,
men vi er bange for de ikke forstår, så vi holder mund.

Jeg har et godt sind, og prøver at være et godt menneske,
så kvæl mig ikke i mine fejltagelser, og brug det ikke som lænker.
For hvis man svømmer i fortidens fejl,
bliver det endnu mere umuligt igen, at rejse sig.
Så ender man selv med at dø hen,
i det der startede med, at gøre en blind.

Alle ved at det ikke er en undskyldning at have fejl,
men det er et faktum, at fejltagelser altid vil besætte dig.
For fejl opstår kun, så der er noget vi kan lærer af,
ikke noget vi skal mindes hver eneste dag.
Fejltagelser invaderer ens væsen, og skaber ragnarok
og i kampen, er det bedste bare ikke altid godt nok.
men vi skal altid huske at passe på os selv
Og ikke lade fortidens fejltagelser, slå vores kommende liv ihjel.