13 årige pige begår selvmord

Ord kunne have reddet hendes liv

Af Julie Duch Lauridsen

Selvmord er en hyppig dødsårsag,
og alt for mange bliver ofre af det.
Ofre af de dæmoner som overtager ens væsen
og hvisker de forkerte ord til ens sind.
Fordi vi spiller tapre, og giver udtryk for, at eje en styrke vi ikke har.

Vi kender det alle. For vi smiler når vi er triste.
Elsker når vi hader,
og tier når vi har allér mest brug for at snakke.
Jeg kom til at tænke ekstra meget over det, da jeg læste en artikel.
Angående en 13 årige pige, som begik selvmord ved at hænge sig i et træ.
Mange tænker sikkert: hvordan kunne hun gøre det mod sin familie?
Men sådan tænker jeg ikke. For jeg kender godt følelsen af,
at ville væk her fra. At problemerne er for uoverkommelige,
at styrken er formindsket, og at kærligheden til livet ikke er eksisterende.

Men moren var et kæmpe spørgsmålstegn
efter hændelsen, da hun ikke havde mærket noget på hendes datter,
der kunne tyde på at hun havde
selvmordstanker eller bare var ulykkelig.
Andet end at hun var blevet lidt mere indadvendt.

Moren fandt datterensdagbog,
hvor hun havde beskrevet om en voldtægt,
som var gået ud over hende. Ikke nok med at føle sig forulempet,
følte hun også at det var hendes egen skyld.
I dagbogen beskrev hun også athun var ulykkelig,
følte skyld og angst, og ikke følte at der var nogen
mening med det liv hun befandt sig i.
Læste nogle af de uddrag fra dagbogen, og der var det tydeligt
at hendes sind var ved at blive besat af
en hær af hæmningsløse og brutale soldater,
som ikke ville andet end at knuse det gode i hende.
Hun skrev: ”Jeg stopper op og kigger op i himlen, og venter på et tegn, der gør det værd for mig at leve”

Det var så tydeligt at hun var ulykkelig,
og var parat til at give slip, men alligevel sagde hun ingenting.
Hun tiede, som alle andre gør.
Hvilket jeg også godt kender, alt for godt.
Man smiler og lader som ingenting,
fordi man ikke magter konsekvensen af ulykke,
finder frygt ved at kigge dæmonerne i øjne,
og tier fordi man ikke vil have spørgsmål,
man ikke selv kender svaret på.

Men som man ville ønske man gjorde,
og fordi man ikke vil blive dømt som svag,
når man kæmper mere end der faktisk virker muligt.
Men husk sådan tænker vi alle sammen engang i mellem.
Ingen er perfekte, ingen har en uovervindelig styrke,
og det er sjældent alle føler kærlighed til livet.
At tie hjælper ikke, vi dømmer ikke det vi selv føler,
og selvom mange ikke snakker om det,
har vi alle følt sorg, tomhed og ensomhed.
Så tie og foregiv at du er lykkelig, er det værste du kan gøre.
Mod andre og mod dig selv.
Sig til, og lad dit sind og væsen få omsorg,
så dit brækket sind kan hele igen.
Og det er den eneste måde du kan gøre det på,
er ved at udtrykke din sorg, så den kan blive forvandlet til glæde.

Ord kan rede dit liv
Du vil finde ud af når du åbner munden
og beskriver din frygt, bekymringer og sorger.
At du ikke er den eneste der føler sådan.
Der er cirka 7 milliarder mennesker i verden,
og hver og en med en sjæl,
der består af en psyke der er i stand til at føle smerte.
Så tro mig, du vil aldrig være den eneste der
vælter og ind i mellem knækker.
Aldrig! Men måske en af de få, der finder mod til at sige noget.
Og mod skaber mere lykke end frygt nogensinde vil gøre.