Dommen blev ubetinget

Af Julie Duch Lauridsen

Min dom ende med at blive ubetinget,
så jeg kan lige så godt sætte farten op i svinget.
Lukke øjne og se hvad der sker,
Måske jeg ender med at krakelere,
men at benægte er heller ikke noget der fungere,
for kærlighed er endnu en sygdom som ikke er blevet diangoiseret.

Jeg kan ikke komme tæt nok på,
leder efter lænker, så du ikke kan gå.
Du har grebet om mit hjerte,
jeg frygter du giver slip, det vil knuse min verden.
Jeg er så bange for at du forsvinder,
skrider, før jeg kan have magt over mine synder.
Glæden er for stærk, noget jeg ikke kan kontrollere,
for ingen ved hvordan deres hjerte reagere.

Min kærlighed er ubetinget.
Fanget, bundet og lænket.
Ikke kontrolleres af min magt.
Kun af frygt for, at du giver slip.

Hvis ens skrøbelige hjerte bliver svajset til smykker,
når ens drøm og lykke går i stykker.
Når ens eventyr bliver invaderede af uhyre,
den frygt er alt andet end jeg kan styre.
Du har ikke knust det endnu, men forventer du vil,
at vores kærlighed dør, før liv slår til.
Man burde ikke se en beskidt verden, eller tag sorgerne på for skud,
men med min livserfaring er det kun sådan livet ser ud.

Jeg kan ikke formindske glæden, når du svøber dine arme om mig,
men samtidig ødelægger det mit liv, nemlig frygten for at miste dig.
Og at miste mig selv i et naivt eventyr,
fordi solen kan nemt forsvinde bag mørke skyer.
Men ved også at jeg ikke kan basere mit liv på frygt,
for så får min sjæl aldrig lykken fra et kys.

Hvis man tænder lys, kan huset brænde,
men hellere det, end at vandre rundt i blinde.
Men ja jeg er nok bare bange,
for at miste mere end vi fandt sammen.

Man skal forvente ulykke, men ikke at ændre glæde til smerte,
ikke ændrer det rigtige til det forkerte.
Vi skal se det ukontrolleret som en gevinst.
For livet bliver ikke bedre, hvis man lader sig styre af sin angst.

Min dom blev ubetinget,
men jeg anker ikke, for jeg fortryder intet.

.