…hvis jeg havde brug for det.

Hvem:

De vil give mig alt hvis jeg har brug for det. 

Ja jeg snakker om mine forældre!
Dem der hjælper os med at blive voksen,
selvom vi ikke vil indse at vi har brug for dem.

For gentagende gange har vi sagt til vores forældre:
”Jeg kan godt selv, jeg er ikke 5 år længere.” siger man selv sikkert,
og man er i en stærk tro på at man selv kan være et stærkt individ.

– Tage sine egne beslutninger
– ved hvad der er godt eller skidt
– og ikke bliver slået ud af noget.

Men..

nogen gange må man indrømme, at det ikke er tilfældet.
Det opdager man bare altid først efter man har holdt talen om det selvstændige
og ansvarlige mennesker, man åbenbart bliver efter man er blevet 18 år.

Men 18 år har ikke noget med det at gøre, det betyder bare enkelt,
at man er gammel nok til at komme ind på diskotekerne,
og man skal have mere i løn, det er det eneste det betyder.
intet andet.

Er stadig 5 år:

Jeg er snart 20 år, og ind i mellem stærk og selvsikker.

Men langt fra altid! Nogen gange bliver jeg virkelig seriøst 5 år igen.
Stædig og usikker. Og har brug for mine forældre til at redde mig
ud af nogle tåbelige situationer,
og hvor jeg begynder at græde, fordi jeg ikke kan samle en Ikea stol…
Og nej, det er IKKE kun når jeg har menstruation.

Overrasker mig mest:

Det der overrasker mig mest, er at det ikke overrasker mine forældre.
Det er som om de bare har ventet på at det skulle ske. Og er klar til at gribe mig.
Sige. ”Det skal nok gå min skat.”
og giver mig et kys og kram, og samler Ikea stolen for mig…

De dømmer mig ikke.
De stiller ikke spørgsmål.
De bliver ikke frustreret.
De tager i stedet hånd om mig.

De elsker mig, selv de tidspunkter hvor det er hårdest,
og hvor andre måske ikke kan se det elskelige jeg faktisk besidder.

Men det kan de. De kan altid se det.

For den største og stærkeste kærlighed du nogensinde oplever,
er kærligheden fra dine forældre. 

Er det noget man siger:

Ind i mellem vil jeg gerne fortælle mig forældre, hvor meget
jeg værdsætter dem, men så ville de bare tro at jeg havde ødelagt noget. 

Men ind i mellem får jeg det sagt, og det er så rart!
For jeg er så heldig at jeg ikke kun elsker dem, som en slags beskyttelse
og via blod. Men jeg føler også at de er mine venner. 

Jeg elsker den måde de tænker på, deres humor og deres ambitioner.

Og ja, så fordi:
de aldrig mister på troen på mig, selvom jeg ind i mellem gør.oO