Pinefulde minder.

 

Du slører mit klare glas.

Så det der før stod så tydeligt, bliver nu kun skygger,
omrids og ting man skal gætte sig til.
Begynder at stille spørgsmål til noget, jeg var overbevidst
om jeg kendte svaret på.

Det er ikke brugbart at genoplive et minde, der er dødt og vi har sørget,
det kan ingen mennesker holde til at genleve. Selvom ens følelser,
ændre sig til bedrifter, en tiltrækning til at leve i det afdøde minde.

Hvorfor? – fordi det kun er de minder som indebærer en lille grad af lykke,
som træder frem i vores hukommelse. Det mørke bliver altid nedtonet,
når vi snakker om datid, og fremtones i nutiden.

Dermed at det så nemt, at blive fristede af sine tidligere bedrifter.
Noget alle skal lære at kunne styre
For ellers lever man i noget der allerede er dødt, og bruger
forgæves kræfter på at genoplive det.

Den skal ikke benægtes, men den skal ikke holdes i live.

Der skal være en plads til at alt har en tid, alt har et rum, Alt har en betydning.
Men der er også en tid til at komme videre, og det gør man ikke
ved at holde fast i genfærdet, af den tid der har været.

Ind i mellem dugger du, det klare glas, alt bliver lidt sløret og
det får mig til at stille spørgsmål.

Men det skal jeg ikke. Jeg skal acceptere at det stadig
har en betydning, men være bevidst om at minder er duggen, og
man ikke skal genoplive noget, når man kan skabe noget nyt.

Jeg tørrer glasset og ser klart igen.