En af de dage..

 

Regnen drypper ned fra tagrenderne, og bliver forenet i en vandpyt.
Det ligner at der ligger et gråt lag tynd maling hen over verden.
For omgivelserne
er de samme som når det er solskin, men stemningen og udtrykket en helt anden.
Jeg føler tomhed inden i, for mit øje ser jeg kun forhindringer og det eneste jeg kan lugte er kulden.
Det virker som om hele verden græder, men uden nogen forklaring på hvorfor. Jeg prøver at samle mod, og pudse mit syn,
så jeg kan se den solrige og glade verden, der ikke eksistere.

Jeg prøver at tænke på det positive, men det eneste positive min hjerne
og sind opfanger er påmindelsen om at andre skæbner har det værre end mig.

Men det hjælper ikke, solen skinger ikke for mig, bare fordi jeg bliver mindet om at for nogen mennesker,
skinger den aldrig. Det gør bare at mit destruktive syn på verden bliver bekræftet.

Jeg er bevidst om at jeg ingen overskud har, og at glæden ikke kommer naturligt til mig i dag.
Så jeg trækker persiennerne fra, tænder nogle levende lys.

Det er nemmere for mig at leve i mørke, hvor jeg kan tænde lys, end at leve i en verden der kun er grå.
Jeg prøver at lade tiden passere, uden at holde øjenkontakt med den.

Jeg prøver at skubbe forpligtelserne og ansvaret fra mig, da de kun er med til at tynge min triste verden endnu.
Men jeg er jo også godt klar over at jeg ikke kan løbe fra dem.
Men jeg lukker øjne og undskylder min direkte talemåde
og irriterede tonefald med at jeg har en dårlig dag.

Men hvad hvis det også regner i morgen?

Love by