Det er noget af det sværeste i et at sige..
især over for sin kæreste!
For ordene “Jeg tog fejl” resulterer altid I, at vi også vælge, at ofre lidt af den selvtillid, vi hele tiden kæmper for at bevare.
Ja, vi ofre meget for dem vi elsker. Nok også ind i mellem mere end vi burde.

Robotter:

Men samtidig, så det at være i stand til at ofre noget af os selv, for at give til en anden, det er det der adskiller os mennesker fra robotter, og at vi som mennesker kan styres af følelser, i stand til at miste selvkontrollen og føle ubehag ved at leve i kaos.

Min kæreste:

..har svært ved at jeg sviger sådan i humør. Det gør jeg, fordi at jeg har en depression, generelt har tendens til sårbarhed, og åbenbart forvandler mig til en tikkende bombe når jeg menstruere.
Så det er helt forståeligt, at han har svært ved at takle det.
Men der ofre han altid sin uvidenhed, og er der uden at stille spørgsmålstegn.

Mine fejl:

Men det er der jeg ind i mellem laver den fejl;
At jeg betragter ham kun som en helt og en klippe, når han bag alt hans styrke og kærlighed, også bare er et sårbart menneske ligesom jeg.
Der har brug for at råbe, brug for at græde og brug for at blive holdt om.

Egoisme:

Min sårbarhed gør mig meget selvbevidst, men til tider også egoistisk.
Til gengæld er jeg god til, at erkende mine fejl, selvom min selvrespekt kæmper i mod når jeg gør det.
For jeg taber ansigt ved at indrømme, at jeg tager fejl og forsømmer hans behov,
for også at blive hørt, når han også ind imellem har en dårlig dag.
Der har jeg indset at det er vigtigt at ofre sin egen sårbarhed, for at forbedre hans.
Og det er nok det der er meningen med kærlighed,
at man fra begge sider, ind i mellem viser det mest sårbare man har.
Nemlig ens usikkerhed,
ens mangler
og ens behov for mere kærlighed,
end man er i stand til at give sig selv.

Omkostninger:

Det er så omkostningsfrit, at få stillet sine egne behov, i stilhed,
men så svært at erkende højlydt, hvis behovet ikke bliver opfyldt.
Det ender tit i et skænderi, da det er så grænseoverskridende, at snakker om ens
mindreværdskomplekser, at man ender med at pege alt skylden over på ens kæreste,
som ingen skyld har i det. Fordi det bliver et konstant dilemma, mellem at lytte på ens fornuft, det at ens stolthed, mener man ender med at ofre for meget.
Ens stolthed er svær at kæmpe i mod. Det minder lidt som ens samvittighed, den er der bare ligemeget, hvor mange gange man prøver at skubbe den væk.

 

At holde kæft:

Så det er der man skal lære at holde kæft,
og gå tilbage til det udgangspunkt man startede skænderiet ved.
Nemlig det behov man begge har for kærlighed,
lige meget hvordan vi udtrykker det, hvor mange erkendelser vi kommer med,
eller hvor meget vi ofre.