At blotte sin sjæl
af Julie Duch Lauridsen

 I bokseringen ofre jeg oftest mit ve og vel
For, at jeg kan leve i troen, om et uovervindelig sind.
Den eneste syndsforladelse vi kan bede om,
er at tilgive os selv, for de fejl, der har gjort andre ondt.
Trods modgang, er jeg ikke bange for, at lærer livet, at kende.
Lærer at værdsætte alt, før det bestemmer sig for at forsvinde.
Mit allerede skrøbelige selvtillid, bliver oftest forsømt,
fordi jeg er sikker på at alle mine fejl bliver dømt.

Gør at mit sind, og jeg bliver svøbt ind i skam,
Og at min beretning om det perfekte menneske, dør for en stund.
Fordi jeg konstant prøver at gøre mit bedste,
men det er ikke godt nok, og ingen virker til at se det.
Alle prøver at fremstå som et idol, der kun reklamere det perfekte.
Det bliver vi nød til, for at få en del af respekten.

Ingen i verden tør at blotte deres sjæl,
fordi de er bange for, at andre ser det, de ikke ser selv.
Hele livet, må vi lade som om, vi altid er stolt af hvad vi ser,
at vi altid ved præcist, hvad der er rigtigt og forkert.
For hvis vi viser omverden, at vi ikke kender alle svar,
er fornemmelse og ingen augmentation, vores eneste forsvar.
Fejl er ikke reklameret, de er ikke kommerciel,
men historien om det perfekte menneske, er for længe siden slået ihjel.
Vores fejl er altid svære for os at indrømme,
vi lever i illusionen, men perfektion eksister kun i drømme.

Vi bliver oftest fristede af en hurtig lykke,
tager chancen, men i sorgen, ender vi med at drukne.
Det er kun få ting vi fra barnsben har lært,
Om hvad der i livet, er rigtigt og forkert
Livet er ikke noget materielt, kan ikke deles op i sort eller hvidt,
umuligt at dele menneskers handlinger op i godt eller skidt.
For vi lever desværre ikke i en firkantet, eller simpel verden,
den ændrer sig altid fra hvilken vinkel man ser den.
Vi er alle usikre og nogen gange tabt for selvtillid,
så lukker os kun inde, fordi vi er bange for at tabe stolthed.
Bag alle vores fejl, er der altid en forklarlig grund,
men vi er bange for de ikke forstår, så vi holder mund.

Jeg har et godt sind, og prøver at være et godt menneske,
så kvæl mig ikke i mine fejltagelser, og brug det ikke som lænker.
For hvis man svømmer i fortidens fejl,
bliver det endnu mere umuligt igen, at rejse sig.
Så ender man selv med at dø hen,
i det der startede med, at gøre en blind.

Alle ved at det ikke er en undskyldning at have fejl,
men det er et faktum, at fejltagelser altid vil besætte dig.
For fejl opstår kun, så der er noget vi kan lærer af,
ikke noget vi skal mindes hver eneste dag.
Fejltagelser invaderer ens væsen, og skaber ragnarok
og i kampen, er det bedste bare ikke altid godt nok.
men vi skal altid huske at passe på os selv
Og ikke lade fortidens fejltagelser, slå vores kommende liv ihjel.

Hej skønne og smukke mennesker.

Har sammensat en kort en film, omkring det vi alle knokler med; Nemlig vores oftest belastede psyke.
Husk, du er aldrig den eneste som skal kæmpe, for ikke at blive kvalt af destruktive tanker.
Det har du aldrig været, og vil du aldrig blive.

 Filmen indeholder et lille uddrag fra bogen, og datoen for udgivelsen kan du se i slutningen.

God fornøjelse!

Link til kortfilmen (som indeholder datoen)

http://www.youtube.com/watch?v=vnV8gBBSyps&feature=youtu.be

Hej fantastiske mennesker. 

Her er nogle få citater, som er godt, at huske sine indre dæmoner på, når de prøver at tage magten over din psyke.
Noget som jeg håber, kan berolige det kaos, der oftest rumstere inde i en.

OBS: datoen for udgivelsen af bogen, bliver offentliggjort i morgen + en kortfilm!
Stay tuned.

Man tror altid, at hævn er kuren mod alt had.
Men den eneste kur der er mod had, er accept.
– Julie Duch Lauridsen

Tvivlen stiller spørgsmålene, men viljen giver altid svarerne.
– Julie Duch Lauridsen

Vi skal ikke bebrejder, livets mange fejl, os selv, eller andre mennesker,
bare lærer, at kunne acceptere, de ting vi alligevel ikke kan ændre.
– Julie Duch Lauridsen

Selvmedicinering er ikke noget der kan skabe kærlighed, til det du ser i spejlet. det er kun noget, der i kort tid, dulmer synet.
– Julie Duch Lauridsen

Hvis man aldrig prøver at vinde, vil man altid tabe mere, end hvis man taber kampen. 
– Julie Duch Lauridsen

Du skal miste for, at have.
Du skal tabe for, at vinde.
Du skal hade for, at elske.  
– Julie Duch Lauridsen

Man vokser af kritik og bliver menneske af omsorg
– Julie Duch Lauridsen

Husk, at det er bedre at miste, end aldrig at have haft.
– Julie Duch Lauridsen

Man kan ændre meget, men aldrig elske for højt
– Julie Duch Lauridsen

Af Julie Duch Lauridsen

Vi er alle sammen ubevæbnede, også dem med våben,
for intet er i stand til, at beskytte os for andres menneskers dumheder,
og forhindre vores stolthed engang imellem, at forme sig til skam.
Selv dem som, prøver at tilintetgøre dit væsen,
består af mere end skønhed og for meget selvtillid.

For det er en illusion, at tro nogle mennesker er perfekte, for alle kæmper deres egen lille kamp om at nedbryde de dæmoner,
som konstant prøver at besætte ens ellers uskyldige sind.
Så I afmagt drages vi oftest til selvmedicinering, og kæmper en kamp for overlevelse, selv når vi ikke føler, der er noget at leve for.
Alle ved at det ikke hjælper, at dø hen i stoffer, for at dulme smerten. Det hjælper ikke at svøbe sig ind i en rus, selvom det i nuet, virker som det rigtige.

For man, selvmedicinerer ikke fordi man er svag, eller fordi man er dum.
men fordi man vil have hævn over den smerten, andre har påført en,
og ikke mindes den konstant, men man kan aldrig slå følelsen helt ihjel,
så det er forgæves at prøve på det.
Giftstoffer er ikke noget der kan skabe kærlighed, til det du ser i spejlet.
Det har det bare med at slører dit syn.

Den eneste kur der er mod had, er accept. 

 Selv når livet, gør kærlighed til had, glæde til frygt, og stolthed til skam.

 Den eneste måde at få hævn på, er at foregive at det ikke rammer en,
at man udadtil ikke lader uintelligente mennesker have magten.
Jeg vil ikke lyde hellig, for jeg har da også lyst til,
at få hævn over folk der har gjort mig ondt, lyst til at slå dem i hovedet med en spade og kalde dem Fidu,
imens jeg tvinger dem til, at spise en kage jeg selv har bagt,
men det får dem ikke til, at have mere respekt, og det ændre ikke på det faktum,
at de har gjort mig ondt. Ud over det, får det heller ikke min stolthed til at vokse,
fordi jeg lod mig friste af mit ukontrolleret had.

Så den bedste måde, at opnå hævn, er ved at vise verden,
at selvom den slår en fem gange i hovedet, giver en nissehue på, og planter en rød klovne næse i ens ansigt,
kan man stadig smile, og have styrke og vilje nok til, at kæmpe for succes.
For hvis man kan det, har man opnået den ultimative hævn..

Resumé af min bog “Er der en vej ud af helvede?

Det omhandler en pige, som fra barnsben af har haft udfordringer i livet. Hun får diagnosen OCD tidligt i sit liv, som senere hen følges af en langvarig og svær depression, hvilket får hende til at overveje og forsøge selvmord.
Det er historien om, hvordan selv livets almindelige konflikter bliver fatale og uoverskuelige, eksempelvis de almindelige teenageproblemer med usikkerhed, kærester, uddannelse, veninder og forældre.
Det handler om, hvordan livet tvinger hende til at kæmpe,
selvomhun ingen styrke har.

Hvor hun bliver fristerede af selv medicinering, og så fristede af, at give op,
at hun ender med at give slip. I bogen finder man ud af;
hvordan hun kommer ud af sit helvede,
selvom hun ikke har prøvet, at leve i andet.

Romanen er medrivende, men samtidig både fascinerende og til tider ubegribelig.
Det er en dynamisk fortælling, som veksler mellem rationelle
refleksioner over livet som psykisk syg, samfundet, pårørende
og det indre følelsesliv til hudløst ærlige gengivelser af tanker
og følelser kendetegnet ved de lyriske indslag og drømme.