Hvornår har vi gjort det godt nok?

Hvad er målet?

Hvornår stopper kampen?

Og hvis kampen stopper? Stopper alting så.

 

Det spørger jeg mig selv om tit. Alt for tit?

Fordi intet i mit liv er en selvfølge, og alting kræver lidt mere styrke for mig,
end det gør for andre. 

Mit sind består af en voldsom drivkraft og livsglæde,
blandet med manglende styrke og destruktive tanker.

 

Hvornår har jeg gjort det godt nok:

Den bedste tid på dagen synes jeg er om aften,
hvor jeg stor set har fået krydset alt det af på min to-do liste.
Det får mig til at føle, at jeg har gjort det godt nok.
Men så vender alt næste dag,
og endnu en lang to-do liste venter på mig:

Skole
Tjekke mail
Dansk aflevering
Handle ind
Støvsuge
Lave aftensmad
Øve foredrag
Stik ord til Foredrag
Veninde
Bad
købe bind
Redigere billederne
Svare på mail
osv.

 

Hvad er målet:

Jeg er ikke i tvivl om hvad mit mål er med livet.
Men når et mål er nået, bliver det efter kort tid erstattet med et andet.
Hvilket både er min drivkraft, men også noget der har det resultat,
at jeg presse mig selv for meget. Hvor mine styrker ikke bliver forstærket,
men hvor der bliver skubbet til mine svagheder.

 

Hvornår stopper kampen:

Jeg tager ikke nogen former for stoffer, eller spiser McDonalds mad hver dag,
for at blive i godt humør. Det er fristende, men den korte glæde tror jeg ødelægger alt til sidst. Så glæden er noget jeg selv kæmper for.
men jeg undre mig alligevel:
Hvornår stopper kampen?  og glæden bare kommer helt af sig selv?

Hvis kampen stopper:

.. stopper alt så?

Det er nok det der vender mine destruktive tanker om,
til at blive en drivkraft og gør at jeg værdsætter modgang.

For jeg keder mig meget nemt, og en faresignalerne for depression,
er når man ikke føler der er noget at kæmpe for.
At alt er ligegyldigt, og der intet er at tabe,
og det er værre for mig, end de få tidspunkter i døgnet,
hvor jeg spørger mig selv og de tvivlende beretninger
jeg snakkede om tidligere.

 

Kampen er det, det værd:

Det vil jeg mene, da nogle glæder i livet er ubeskrivelige.

at overvinde sig selv, føles næsten uvirkeligt.

at finde sine styrker, er en præmire der er uforklarlig.

 

 

Handlingen:

Det er så simpelt, men for nogen mennesker så utrolig svært.

Dog er det en handling mange mennesker ubevidst foretager sig. 

I de fleste situationer er det faktisk uhøfligt ikke at bruge den.

Den kan nemlig skabe både, problemer og løsninger.

Det er ikke madlavning, det er ikke benyttelse af kemikalier.

Det er en handling der i sær kan hjælpe psykesårbare mennesker.  

Handlingen er nemlig så simpel: At åbne munden, og snakke!

Snakke om:

* Ens sårbarhed
*Hvorfor man er ved at falde
* Ens bekymring
* Ens dårlige vaner
*Svagheder

Vigtigste af alt:

Bruge sin stemme til at bede om hjælp,
for ellers ender man med
at tabe sit eget liv.

Stemmen har en utrolig tror magt.

Her er en fortælling som beviser dette:

Vi ligger i sengen, ingen vil sige noget.

Ingen af os der vil indse at vores hjerter er forslået,

Og vender mig mod dig, og ligger hånden på dit bryst.

Derefter optræder min kærlighed via et kys.

Du gør ikke noget, dit svar er livløst,

det rammer min stolthed, jeg bliver stødt.

Jeg spørger hvad der er galt?

Du kigger ned, intet, og siger: “alt er normalt.”

Jeg tolker dit ansigt, og du er ikke tilfreds,

så jeg prøver igen. ”Sig hvad der er i vejen min skat?”

Du afviser min bekymring, og vender dig mod muren,

jeg bliver vred og mister strukturen.

Jeg råber:

Sæt nu ord på dine tanker,

så de ikke ender med at blive lænker.

Beskriv hvilken byrde du bær på,

så vi begge kan få sindsro.

For jeg kan ikke klare at se du har det skidt,

hvad der rør dit sind, rør også mit.

Mine ord finder vej ind til din fornuft

sætter dig op i sengen, og udstøder et lille suk.

Nu er du ikke frygtløs, men modig

mindre vred, og mere vemodig.

Det gør mig ikke bange, men mere glad,

at han viser mere sårbarhed end had.

Du åbner munden, men formuler ingen sætning,

men det hjælper, at du har smidt din rustning.

For der er intet værre end når du er fjern,

når du virker som et menneske kun lavet af jern.

Dine ord tager form og rammer mit øre:

”Jeg har været ked af det længe, men ved ikke hvad jeg skal gøre”

Jeg tager din hånd og klemmer den.

Vi sidder i tavshed og forbander verden.

Du kigger mig i øjne og ser dig selv.

”Jeg tror jeg har brug for hjælp”

 

 

Skyld:

Det er noget vi alle føler.
Når vi tjekker bankkontoen, når sex er dårligt og når vi brænder maden på.
Men oftest tilføjer vi et spørgsmål tegn til vores skyldfølelse?
Eksempel:
Er grunden til min opførsel tequila’en skyld?
Er grunden til fiaskoer, kun fordi man ingen held har?
Kunne vi have forhindret en tragedie?

Pårørende:

Mange forældre og pårørende til en psykisksyg stiller spørgsmål til
om de kunne have forhindret det, men de fleste giver sig selv skylden,
uden at stille spørgsmålstegn.
fordi de ikke ved hvem og hvad de
ellers skal pege fingre af,
og fordi de konstant leder efter en forklaring på den
frygtelig skæbne deres børn har fået, og de valg de har taget.
men oftest har det intet med forældrene at gøre, nogen mennesker
er bare mere sensitiv end andre, og fordi verden i lang
tid har gjort det et tabu, ikke at være uovervindelig.

Jeg håber virkelig ikke I giver jer selv skylden,
men er værdsætter det man har gjort for dem.

Jeg fortryder:

.. intet, og jeg giver ingen skylden.
For jeg ved at man ikke kan ændre noget i fortiden,
men jeg håber jeg kan ændre noget i fremtiden.
Heldigvis er jeg godt på vej.
På vej til at sætte fokus på dette emne – ændre tabuet
– og forbedre hjælpen vores velværdsystem tilbyder. 

Hjælper heldigvis mange allerede,
og her er nogle af de beskeder jeg har modtaget: