Jeg er svag, men stærk

45

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Ind i mellem føler jeg mig utrolig stærk og oven på, og andre gange utrolig svag og skrøbelig”

Nærmest som glas. Som om jeg ikke er blevet stærkere igennem alt det her, hele tiden vender tilbage til udgangspunktet. Udgangspunktet hvor jeg ikke gang havde kræfterne til bare at kravle mig igennem livet.

Det virker ind i mellem som om, man kæmper og kæmper, uden nogen resultater og det er virkelig frustrerende.

98

En af de dage:

(Jeg skrev dette her, på en af de dage hvor min skrøbelig side prøvede at tage hovedrollen)

Jeg skal til julefrokost med nogle veninder, og ja jeg tager til det!
Men har mest lyst til at kravle under dynen til min kæreste.
Men dog ved jeg også godt i sidste ende ikke gør mig glad. For jeg vil ikke være skrøbelig, eller uselvstændig. Det er bare frygten der spiller ind. Det er jeg godt klar over,

Frygten for at bryde sammen.
Frygten for at skuffe.
Frygten for det der føles utrygt.

Alt imens man er klar over at man ikke bare kan løbe sin vej, forstærker min angst.
Jeg ved godt det kun er angst, en ledsager jeg ikke vil følges med,
men som hele tiden spænder ben for mig, og ikke lader mig gå den vej jeg gerne vil.

Ind i mellem lytter jeg til den, men jeg prøver altid at lade være!
For den hænger slet ikke sammen med de principper jeg har.

 222

 

Mine principper:

er ikke at man skal give op, eller at man ikke skal se sine veninder når man har en kæreste, at man bare skal overlade sig alt sin selvtillid til en anden, og give afkald på sin selvstændighed, eller at man skal opfatte sig selv som et offer.
Nej jeg synes det modsatte!

Jeg synes man skal kæmpe!
Huske på sine dejlige veninder,
være selvstændig,
elske sig selv,
have fokus på ens drømme,
være ambitiøs,
holde det man lover,
ikke lade frygten styre ens liv osv.

Men mine principper og min psyke spiller ikke altid sammen.
Det har ikke noget at gøre med at mit ideal og reel selv. (ideal, er det man gerne vil være og reel selvet, er det man er)

Nej for min psyke er ikke den jeg er, i mange situationer har jeg vist at jeg lever op til mine holdninger og principper, men min psyke skal bare forstås som et andet jeg.
Som en side af mig selv, som ikke altid er synlig, men som eksister, og ind mellem skifter fra birolle til hovedrolle i mit liv.

 

mindre

 

Det er fandeme hårdt:

At selv efter 20 år, ikke føler at man kender sig selv, og ikke altid har kontrol over sit følelsesliv og sine handlinger.
Der er nok i verden man ikke kan forudse, og derfor gør det, det endnu værre,
at man heller ikke kan forudse hvornår ens skrøbelig sind vælger at vise sit ansigt.

Det gør ikke en til et anderledes eller dårligere menneske, for mine principper stemmer overens med andres, nogen gange har jeg måske endda lidt for høje forventninger til om verden og til mig selv.

 

ælkjlkj

Men som sagt, stemmer mit sind bare ikke altid overens med mine principper, men jeg prøver stadig at fastholde kontrollen, og ikke lade de billeder min frygt og skrøbelighed skaber, tage styringen over mit liv, og den jeg er.

2

 

Beklager, hvis jeg skuffer..

1444

“Men jeg bliver nød til at melde fra, da jeg ikke har overskuddet”

Det er en sætning vi SKAL huske er okay at videre give.
Det er okay ind i mellem at prioriterer sig selv,
sine egne behov og sine egne principper.

Både hvad ang. forventninger man ikke kan eller vil leve op til,
eller begivenheder man vælger fra til.  
 

Alle har lyst:

Til at bryde med det forventnings fulde og stressede samfund, vi konstant klager over.
men det er sjældent nogen finder modet til faktisk at gøre det.

Fordi…

Følesen af at skuffe andre, og dermed ikke at føle, at man lever
op til det andre forventer af dig, er noget som præger os alle sammen, og
derfor vi sjældent finder modet til at sige og gøre det, som faktisk er bedst for os selv.

Mig:

Jeg føler tit jeg skuffer, tit med aftaler, jeg alligevel ikke har overskud til.
Mine drømmer og ambitioner, som jeg indimellem ikke har tiden til at realisere.
og opgaver i skolen, hvor jeg ikke får det resultat, jeg havde forventet.
Motion, jeg ikke har tid, lyst eller overskud til.
De forpligtelser, der ind i mellem kræver mere styrke, end man forudser.
344

Men jeg ved:

At jeg ikke er uovervindelig, er ikke perfekt, eller på nogen måde et over menneske,
og jeg ved at jeg ikke er den eneste der føler at, man ind i mellem skuffer sig selv eller andre, der er ingen undtagelser!.

“Jeg gør tit ting bare fordi, jeg er bange for konsekvenser af at sige nej,
men der fandt jeg ud af at konsekvenserne for ikke at sige
nej til begivenheder og andres forventninger
er større for mig, end dem jeg føler jeg skuffer.”

Kom til at tænke på:

Kan man overhovedet foretage sig noget uden at
føle man skuffer andre?
eller skuffer sig selv?
og dermed føle dårlig samvittighed?
For alle ved, at når man har overkommet en forpligtelse, venter der en anden.
Man skal huske at stå ved sig selv. For ellers ender det med at ødelægge dig.
Din frygt for at skuffe andre, ender med at blive din svaghed, hvor hvis du ind i mellem siger nej, faktisk ender med at blive din styrke.
Da du styrker dit jeg, og er bevidste omkring dine behov. Så du ikke først opdager det når det er for sent.

Hvorfor siger vi ikke nej:

Fordi vi konstant har en frygt for hvad andre tænker om os,
og alt for bevidst om det billede vi skaber af os selv.
Hele tiden er vi bange for at det hele karakleer.
Bange for at vi så ikke længere bliver inviteret, at andre ser ned på os, eller at vores selvtillid og selvværd bliver påvirket, af hvis vi føler dårlig samvittighed, har behov for at slappe af, og ikke kan finde den energi vi mener andre har, så bliver vi bange for at vores
selvbillede bliver ødelagt.
men det behøves ikke at blive ødelagt, bare fordi vi bliver bevidste om at vi skal passe på os selv. For lige meget hvor naive vi prøver at være. Kan vi IKKE være alle steder på ENGANG. Vi har ikke en kæmpe mængde af overskud, eller uendelig timer i døgnet.

 

Husk:

Vi har nok ting vi ikke selv har kontrol over, vores egne behov og evne til at sige fra, burde ikke være en del af dem.

Pas på dig selv

Forkæl dig selv

og sig FRA

Den største motivation er lyst, ikke det ubevidste pres.

 

2

 

Jeg indrømmer, at jeg tog fejl…

 

 

4861e3cd1b3084b3eb7c9886bf971167

Det er noget af det sværeste i et at sige..
især over for sin kæreste!
For ordene “Jeg tog fejl” resulterer altid I, at vi også vælge, at ofre lidt af den selvtillid, vi hele tiden kæmper for at bevare.
Ja, vi ofre meget for dem vi elsker. Nok også ind i mellem mere end vi burde.

Robotter:

Men samtidig, så det at være i stand til at ofre noget af os selv, for at give til en anden, det er det der adskiller os mennesker fra robotter, og at vi som mennesker kan styres af følelser, i stand til at miste selvkontrollen og føle ubehag ved at leve i kaos.

Min kæreste:

..har svært ved at jeg sviger sådan i humør. Det gør jeg, fordi at jeg har en depression, generelt har tendens til sårbarhed, og åbenbart forvandler mig til en tikkende bombe når jeg menstruere.
Så det er helt forståeligt, at han har svært ved at takle det.
Men der ofre han altid sin uvidenhed, og er der uden at stille spørgsmålstegn.

77204eb738b9c79dc8ad99d2a057ca04
Mine fejl:

Men det er der jeg ind i mellem laver den fejl;
At jeg betragter ham kun som en helt og en klippe, når han bag alt hans styrke og kærlighed, også bare er et sårbart menneske ligesom jeg.
Der har brug for at råbe, brug for at græde og brug for at blive holdt om.

Egoisme:

Min sårbarhed gør mig meget selvbevidst, men til tider også egoistisk.
Til gengæld er jeg god til, at erkende mine fejl, selvom min selvrespekt kæmper i mod når jeg gør det.
For jeg taber ansigt ved at indrømme, at jeg tager fejl og forsømmer hans behov,
for også at blive hørt, når han også ind imellem har en dårlig dag.
Der har jeg indset at det er vigtigt at ofre sin egen sårbarhed, for at forbedre hans.
Og det er nok det der er meningen med kærlighed,
at man fra begge sider, ind i mellem viser det mest sårbare man har.
Nemlig ens usikkerhed,
ens mangler
og ens behov for mere kærlighed,
end man er i stand til at give sig selv.

Omkostninger:

Det er så omkostningsfrit, at få stillet sine egne behov, i stilhed,
men så svært at erkende højlydt, hvis behovet ikke bliver opfyldt.
Det ender tit i et skænderi, da det er så grænseoverskridende, at snakker om ens
mindreværdskomplekser, at man ender med at pege alt skylden over på ens kæreste,
som ingen skyld har i det. Fordi det bliver et konstant dilemma, mellem at lytte på ens fornuft, det at ens stolthed, mener man ender med at ofre for meget.
Ens stolthed er svær at kæmpe i mod. Det minder lidt som ens samvittighed, den er der bare ligemeget, hvor mange gange man prøver at skubbe den væk.

 

7209187b6342181c6da43403694552b1

At holde kæft:

Så det er der man skal lære at holde kæft,
og gå tilbage til det udgangspunkt man startede skænderiet ved.
Nemlig det behov man begge har for kærlighed,
lige meget hvordan vi udtrykker det, hvor mange erkendelser vi kommer med,
eller hvor meget vi ofre.

2