Valentinsdag har lige slået sine folder. Blevet spredt ud over hele verden, i dit fjernsyn, i butikkerne, og på nettet. Men er det egentlig lykkedes at få par til at dyrke mere sex, og have færre skænderier den dag? eller er det bare blevet en form for sympatisk markedsføring for erhverslivet?

Min kæreste og jeg gjorde ikke noget specielt den dag. Han tog i biografen med nogle venner og jeg skrev og spiste is med daim (den er så FANTASTISK)
Men vi faldt da i søvn, hånd i hånd, og jeg skældte ham for engangs skyld ikke ud i søvne.

Men nej, jeg gør ikke særlig meget ud af det, men alligevel kom jeg til at tænke på,
det med at værdsætte hinanden. For valentinsdag er meget opreklameret,
men også en måde hvorpå man bliver smasket i hovedet,
at man skal huske IKKE at tage hinanden forgivet.
For i en stressede hverdag, er vi alt for gode til det.

At glemme udgangspunktet, glemme hvorfor vi blev forelsket.
For kærlighed må aldrig blive en vane, men skal hele tiden fastholdes i at være en lyst.

Jeg skrev om det at tage hinandens kærlighed forgivet, at man tier når
man har aller mest lyst til at snakke, og hader, når det eneste man
har behov for er at blive elsket.

Kys mig
Rør mit skind
Gør noget, luk mig ind

Du lukker dit hjerte til mig, når du føler dig trist
og din tilstede værelse virker ikke oprigtig, mere som en pligt.
Jeg snakker til dig, men du virker ligeglad
og jeg bliver bange for om du overhovedet vil følges ad.

Kys mig
Rør mit bryst
Gør noget, så jeg føler mig perfekt

Jeg har smidt mit tøj, er ikke engang iført trusser,
jeg håber du ligger din telefon, og kigger.
Men det gør du ikke længere,
og min selvtillid og glæde forsvinder.

Kys mig
Rør mit hår
Gør noget, så vores kærlighed ikke foregår

Komplimenter mit ydre,
rør min krop og ha sex med mit indre.
Gør mig ked af det eller vred,
men forlad mig aldrig i en endeløs tomhed.

Kys mig
Rør min ryg
Gør noget, eller bare fortæl mig at jeg er smuk

Vi er bare mennesker uden særlig kræfter,
men vi er i stand til at skabe mirakler for hinanden. 
Det skal vi huske, ikke at glemme.

 

Kan du løfte 50 kilo med pegefingeren?

Er det dumt at prøve?

Hvorfor vinder nogen, og andre giver op?

Hvilke muskler og styrker skal man bruge? – Ikke kun med træning, men selve livet..

Skal man presse sig selv, eller stoppe når man er træt?

Og er det virkelig alle hvor handlinger i livet kræver lige så meget styrke,
som de gør for mig?

 

 

“Jeg er træt..
Fordi alt for mig kræver styrke! Alt! Nogen ting i livet, føles det som om jeg skal løfte 50 kg. med en pegefinger. Altså umuligt for mig! Men det betyder ikke, at jeg stopper  med at løfte kilo. At jeg stopper med at prøve at løfte mere end jeg kan”

Ind i mellem skal du løfte mere end du kan, for at blive stærkere.
Ind i mellem skal du tage gentagelser, indtil du slet ikke kan mere.
Ind i mellem skal du udfordre dig selv, for at blive bedre.
Ind i mellem skal man prøve, for at indse man ikke kan endnu.

 

Sådan har vi det alle sammen, men noget har bare flere kilo på end andre.
Nogen af dem har højere ambitioner, og derfor træner for at løfte så mange kilo som muligt, selvom det kræver meget tid, og må afholde dem fra meget andet.

Nogen er bare født med svage knogler, et sårbart sind, hvilket jeg er en del af, men det betyder ikke at jeg ikke skal løfte ligeså mange kilo som andre.
For mig føles 10 kg. Som 20 kg.
Jeg giver ikke op, jeg løfter dem alligevel, men imens andre får mere styrke,
føler jeg ikke at jeg rykker mig.

Selv tiende gang, er det lige så hårdt at løfte 30 kg.
Hvilket jeg ikke forstår, men jeg accepterer det.

Er ikke tilfreds:

Ind i mellem beundre folk sig stadig over hvor meget jeg faktisk kan løfte, da mine ambitioner er højere, end mine svagheder. Men alligevel bliver jeg aldrig tilfreds, jeg forventer hele tiden at jeg kan løfte mere end jeg kan.

Så jeg træner min styrke konstant, træner mine muskler og modstandsdygtighed.
Denne handling er basseret på frygt;

Frygt for pludselig ikke at kunne følge med de andre.
Frygt for at alt min optjente styrke pludselig bliver forringet,
så det føles umuligt at bygge op igen.
Frygt for at miste kontrollen, så jeg ender med at blive ligeså ulykkelig,
som jeg var ved mit udgangspunkt.

Jeg konstruer og fortolker en glæde ved noget jeg rent faktisk hader, og som kræver mere styrke end jeg reelt set har, for alternativet, altså det med ikke at have noget at kæmpe for, er endnu værre.

 

Hellere leve i kamp:

Det er en balance vi hele tiden skal finde.
For hvis man har et liv hvor intet kræver styrke – Er der heller ingen belønning.
Så lever man i tomheden –  uden udfordringer eller succesoplevelser
Intet at se frem til, eller at se tilbage på.

Men alligevel handler det om at finde en balancen mellem de to ting.

At spise roulade:

Folk tror at vejen til glæden og lykke er de to minutter, hvor vi har overstået alle pligter, og kan sætte os i sofaen med god samvittighed, indtil endnu flere forpligtelser banker på døren.

Vi prøver konstant at få udløst de endorfiner der gør at vi får belønning.
For at vi føler vi kan retfærdig gøre vores eksistens, og have en undskyldning for at spise en roulade.

Vi glemmer ind i mellem at vi ikke behøves at retfærdiggøre alting.
Nej, ind i mellem skal vi bare belønne os selv og nyde livet.
For hvis vi ikke gør det, bliver kampen for at kunne løfte endnu mere og
forbedre vores styrke, meningsløs.
og hvis alt bliver meningsløs ender man tilbage i tomhed.

 

Jeg bærer altid lidt flere kilo end mit sind er bygget til, og selvom jeg konstant laver gentagelser, bliver det aldrig let, bliver aldrig uden sved på panden og åndedræt besvær. Men sådan er livet. Og jeg vil som sagt hellere leve med sved på panden, end tomhed i sindet.

 

 

Folk begår denne fejl:

De glemmer at lade op, lukke øjne og lade forventningerne og
forpligtelserne forsvinde. Og så bryde de sammen.
Så for at undgå dette, vil jeg tag en lille lur og give mig selv et klap.

Udfordre din styrke, men pas på dig selv.