Jeg vandre i tomhed.. hvor alt virker ligegyldigt, meningsløst, og tomt.
Uden gevinst, uden sejre, uden glæde.
De tidspunkter hvor jeg hellere vil føle smerte, end at føle, ja ingenting.. 

Jeg går i en cirkel omkring mig selv, spiser måske en nutellamad, for give mine smagsløs lidt glæde, men hvor konsekvensen så er dårlig samvittighed…

Men det er ikke en forbrydelse, det er bare et desperat forsøg
på at finde meningen med min eksistens. Med alle eksistenser. ikke igennem en nutellamad, men ved at lystre mine tanker, og observere min tvivl. 

Mening med hårdt arbejde:

Er meningen med livet, at vi arbejder hårdt, spiser og udføre pligter,
og næste dag gør det hele igen, igen og igen.
Med nogle få fridage, hvor vi udføre de pligter vi ikke har tid til i hverdagen.
Hvor vi konstant kæmper for et lille stykke af lykke, som kun vare et split sekund. Vare kun en lille brøkdel i sammenligning med hvor lang tid vi skal bruge på at knokle.

Ja, hel basis prøver jeg at finde meningen med vaskemaskinen, for vi bruger en masse stof, og så vasker vi det:
Vi bruger, vi vasker.
Vi bruger, vi vasker
Vi bruger, vi vasker.
Vi bruger, vi vasker.
Vi bruger, vi vasker.
Alt kører konstant rundt og rundt og rundt.
vi gør ting igen og igen.. men med en fordeling der lyder på, at de træls ting, som pligter bruger
vi 80 % og de sidste 20 % består af glæde, træthed og stolthed.

Hvorfor er det sådan? 
Hvorfor er meningen ikke eksisterende? når vi eksister?
Et spørgsmål jeg nok aldrig får svar på… så jeg fortsætte med at gå med bind for øjne
og være tilfreds med, at jeg til en vis grad kan leve op til det ideal, som andre mennesker
også konstant prøver at leve op til.
Nemlig det ideal der lyder sådan her:
Udføre pligter, nyder livet lidt, og stiller ikke spørgsmål. 

Ja, et godt spørgsmål, ikke?

Nogen vil tro at svaret er tømmermænd, eller fordi vejret sjovt nok altid er gråt og kedeligt hver søndag, eller fordi man ved at weekenden lakker mod enden.

Men det tror jeg ikke er svaret. For jeg har ingen tømmermænd i dag (overraskende nok) jeg har faktisk fri i morgen, og vejret har faktisk været gråt de sidste mange dage, men alligevel er jeg i utrolig dårlig humør, eller nærmere følelsesløs, lige præcist i dag, for:

Jeg er ikke glad, men heller ikke ked af det.
Jeg er ikke begejstrede, men heller ikke vred
Jeg er ikke lykkelig, men heller ikke fortabt.

Har bare følelsen af at alt er ligemeget, og meningsløst. Hvilket er en af de værste følelser jeg kan bære rundt på. Når alt er ingenting, og ingenting er meget. Når der ingen glæde eller konflikt opstår, og tingende er lige så værdigløse som de ser ud.

Så føler jeg går i cirkler omkring mig selv, da intet motivere mig til at foretage mig noget.
Og når jeg mister motivation, mister jeg meget!
For livet er altid en kamp for mig, men hele tiden ved jeg også at der er et mål,
en gevinst, en mening.

Altså ikke engang tanker om en lækker chokoladekage, kan skabe kilder i min mave,
og så ved jeg at der er noget galt. Har også prøvet med chips og cola, men det skaber ikke engang en begejstring for mine smagsløs.

Jeg hader ligegyldighed, men hver søndag er min fremtoning sådan.

Hvad jeg burde gøre:

Ja, jeg er også selv en af dem, der tænker hvis du har et problem, så gør noget ved det.
Men det her er nok et problem jeg ikke bare lige kan løse med en tur McDonalds eller en gå tur i det fri, eller en god film.
Det er et problem der vil forfølge mig resten af mit liv, følelsen af at livet er meningsløst. Tidspunkter hvor alt mister sit værd, og jeg mister håbet om at kunne gøre en forskel i denne verden. For jeg føler mig:

Mere som et sandkorn, end en sten.
Mere som en dråbe end en bølge
Og mere som en lille brise, end en vind.

For nogen er det okay at føle sådan, men ikke for mig!
Fordi for mig skal livet give mening, ellers frygter jeg at det får den konsekvens det fik sidst.
Hvor jeg var ligeglad med om døden viser sit ansigt, og stjæler min sidste vejrtrækning.
Det er en frygt jeg lever med, når jeg faktisk ikke frygter noget.

Udgangspunktet:

Men i hvert fald, hvis du føler at søndagen er meningsløs, grå og ligegyldig, er du ikke den eneste. Men vi mennesker er nok bare kommet frem til den accept og konklusion, at sådan er det. Og det er nok også den jeg skal prøve at indfinde mig med.

Forsøge at nedtone min frygt for at meningsløsheden vareved, for det gør den sjældent.