Sandheden

 

 

 

 

Jeg fik et sammenbrud..

Mine tanker og mit konstante stress, kvæler mine kræfter.
Ligesom det gør ved næsten os alle sammen.
Jeg tror det er fordi vores generation, bruger deres kræfter til at fremstå perfekt.
Men man kan ikke altid tage en maske på,
og spille et urealistisk eventyr. Hvis du fremstår perfekt, stiller folk flere spørgsmål til det, end de beundre det.
Fordi det viser mere mod hvis man tør, at vise at man er svag,
end at bruge de forkerte kræfter til at fremstå stærk.

Men nogen gange bilder jeg mig også tit ind at jeg har uovervindelig kræfter.
Men det kan min krop og sind ikke følge med til.
For selvom jeg har fået det bedre, og har fået en masse af erfaringer med
hvad jeg IKKE skal gøre,  og er god til at lytte til mig selv inden jeg går ned.
Så betyder det ikke, at jeg ikke kan, for det kan jeg næsten lige så nemt som før.
Jeg er en skrøbelig pige, og jeg har ikke troen på,
at jeg kan komme til at kunne kurer mine svagheder helt.

For verden er barsk og brutal, og den skåner mig ikke for smerten,
bare fordi jeg har et svagt sind. Jeg kan jo stadig mærke at jeg knækker ind i mellem,
men ikke fordi jeg er ked af noget der er sket.
Men fordi det gråvejr fremprovokerer de grå sider i mig.
Og fordi alt det stress jeg var og bliver udsat for,
vækker gamle minder, af at jeg ikke følte mig god nok.
Det er konsekvensen af, at ville mere end ens sind er i stand til kapere.

Hvilket jeg også oplevede, en dag i sidste uge,
og igen i den her uge, hvor jeg brød fuldstændig sammen.
Det var kun på grund af stress, og jeg ved at hvis jeg ikke
skal knække endnu mere, skal jeg lære at kunne trække vejret.

Jeg skal huske at tage min sårbarhed seriøst, for ellers ender det med
at jeg ikke bare snubler, men så ender det med, at jeg falder og
ikke har kræfter til at rejse mig.
Der er så mange ting at falde over,  hvilket gør det så nemt,
men at det er alt andet end nemt, at rejse sig op igen.
Så når man kan mærke at man snubler,  eller kan se noget
man ved man vil vælte over. Så tag det lige så seriøst, som hvis du falder.

For ja alle kan noget,
men ingen mennesker kan alt
– Julie Duch Lauridsen

Noget vi glemmer i farten, er at vi kan drømme
om alt, men at have uovervindelig kræfter,
og at kunne skabe en perfekt udgave af en selv,
er noget vi aldrig må drømme om,
da det aldrig er noget, der vil ske, og dermed er det urealistisk,
og kan ikke skabe andet end skuffelse

Det er nemt ikke at føle sig god nok, sådan har vi det alle sammen.
Men bare fordi vi måske taber en gang, betyder det ikke at
vi også taber de andre gange. Tvært i mod, hvis man accepter et nederlag,
skaber det mere mod, end ikke at ville indse det og bare fortsætte.
For lige pludselig har man ikke et valg,
så bliver man skubbet ned, i stedet for selv at vælge, at sige stop.

Så hvis du siger fra til noget i livet, er det ikke et nederlag,
men et modent ansvar, om at ville passe på sig selv.
Så husk at lær at stoppe op og trække vejret,
og brug din tid på at skabe glæde.
For det er de eneste to ting, som skaber styrke.

// Julie