Det jeg frygtede..

 

Hej smukke og skrøbelige væsner.

 

Sidste uge:

I sidste uge var jeg på ferie med
min dejlige kæreste og hans skønne familie.

Vi var på Rhodos, solen skinnede,
jeg brugte for mange penge, og maden var noget helt SPECIELT!
Det var en fantastisk tur, men ind imellem væltede det for mig.

 

Så skete der det, jeg frygtede…

For bare fordi man rejser,
betyder det ikke at ens sårbare sind bliver der hjemme.

Så indmellem i måtte jeg trækker mig,
være alene, få sovet og få grædt ud.

Der var intet sket og intet i vejen,
men jeg blev bare påmindet om at jeg stadig har en depression.
At jeg indimellem bliver ked af det, uden jeg kan forklare det.

For alt lys bare forsvinder, og intet rigtig kan føle.

 

Hvordan de reagerede:

Jeg snakkede ikke så meget med min kæreste familie om det.

Ikke fordi de ikke ville have accepteret det,
men fordi det er en følsomt emne, jeg ville ikke
lade det have magten over mig alt for længe.
men sagde det selvfølgelig til min kæreste,

fordi jeg gerne ville, og fordi han på 100 meters afstand
kan se i mine øjne om der er noget galt.

 

Han var virkelig god til at være der for mig,
ikke ved at prøve at finde en løsning.
Men ved bare at holde om mig, ikke at stille nogen spørgsmål,
og gøre det klart, at det er helt OKAY at være ked af det.

Og det ved jeg også godt,
men jeg bliver alligevel vred på mig selv, fordi:

 

Det er en frustrerende følelse ikke at vide hvad man har tabt

men alligevel føler at det har betydning, en slags magt. 

 

Det er så frustrerende ikke at kunne lytte til sin fornuft,

det er som at finde en smuk blomst, men som har en grim duft.

 

Det er så frustrerende at kæmpe mod noget man ikke kan se hvad er,

stille mig selv det spørgsmål: er det uden værdi eller noget værd?

 

Det er så frustrerende, ikke at vide om det er et mareridt eller virkeligt.

Alt imens man kæmper for at smerten ikke skal være synlig.

 

Det er frustrerende, at skuffe alle på sin vej,

fordi man ikke kan forklare hvordan og hvorfor nogen dystre tanker ændrer dig.

 

Det er så frustrerende ikke, at kunne forklare hvad der sker,

når man pludselig ikke længere har lysten til at være her.

 

Hvordan jeg kom videre:

Heldigvis har jeg en masse personer omkring mig,
der gør at jeg ikke mister håbet.

Håbet på at min psyke bliver bedre,
og påminde mig at jeg allerede er godt på mig.

Jeg kan mærke når jeg får det skidt,
og så gør jeg noget ved!

 

* Jeg fik sovet  


* jeg fik noget tid alene


* jeg mindede mig selv på at er min sårbare psyke, og ikke mig.


* At ens depressive tanker, kun fødes for at ødelægge.


* For at skabe nogle problemer (angst),
som i det virkelige liv ikke eksister.


* Mindede mig selv om, at det ikke hjælper at ignorer det,
men det hjælper heller ikke at lytte til den konstant.


* Blev stædig, og lod ikke den konstant have magten..

Selvom det er SKIDE SVÆRT! 

Men disse ting gjorde jeg på ferien,
så det alligevel blev en hamrende god uge!

Meget kærlighed

//Julie Duch Lauridsen

 

Stemnings billeder fra ferien:

 

5

IMG_4459

jkgbkhgb

 

IMG_3381 IMG_3380 IMG_4263 3 IMG_3259 kgjhg IMG_3170 IMG_4282 khlk IMG_4131 IMG_4156 IMG_3812 IMG_3818 IMG_3853 IMG_4179 IMG_4601 øækgfg

 

2 IMG_3142 IMG_3196 IMG_3427 IMG_3449 IMG_3481 IMG_3538 IMG_3823 IMG_4274

IMG_4509

IMG_4472

ANGST

Hvad er angst:

Alle kender det at være bange for noget.
Men angst er ikke bare en forbi
overfor edderkopper eller
frygten  for spøgelser.

Men en frygt for man ikke kan kontrollere,
over for små ting i livet.
som eks. frygten for at miste, for at gå ned, for at fejle osv.
Så det ender med at blive et handicap for dig,
og  forhindre dig at komme videre.

 

 

Har jeg angst:

Ja, og det har, havde det i en stor grad,
da jeg havde OCD. Hvor alle mine tvanghandlinger jo
var baseret på angst,  
fordi jeg frygtede hvad der skete,
hvis jeg ikke udførte de ritualer og
så er det oftest en følge af depression.

 

– man frygter konstant at komme i
det helvede man før har været. 

 

men jeg snakkede faktisk med en psykolog her
forleden, og hun
sagde at hun ikke
rigtig længere troede, 
at det var min depression
som var problemet,
men faktisk angst.
At det var blevet et handicap for mig,
at jeg skulle have sikkerheds låse
på alt her i livet.

 

 

Måske I kender det:

*At man hellere siger undskyld,
i stedet for stå ved sin mening, for ikke få problemer

 

 * At inden man går i seng, skal alt ligge som det plejer.

 

* At hvis man spiser en burger,
vågner man sikkert op med 70 kg svøbt
rundt omkring en, alle de forkerte steder.

 

* og at man overvejer, at løbe helt til afrika, bare for
at slippe for at skulle fremlægge
kønssygdomme
foran 20 generte, og pubertet præget klassekammerater. 

 

 

Konsekvenserne: 

* blive et handicap.

* Konstant at kontrollere og være opmærksom
på alt omkring en.

* konstant please folk, så de ikke
vil stopper med at elske en.

 

* Lader vær med at deltage i konkurrencer
da der er en chance for at kunne tabe.

 

*Prøver at opnå successer, i frygt for at det skal
blive en fiasko.

 

Men hvis man konstant forberede sig på modgang
ender det med at kun fokusere på det dårlige,
og værdsætter ikke den lykke der ligger lige foran en.

– og det er ærgerligt, for lykken er der sjældent
længere tid af gangen. 

 

 

Panikangst:

Ind i mellem kan jeg virkelig tydeligt
mærke min angst, for det er hvis jeg er
et sted hvor jeg ikke med det samme kan komme væk fra.

Så får jeg akut panik angst, altså det er lige før
at hvis jeg skulle
røve en bank for at få
råd til en bus bilet,
så havde jeg gjort det.

 

 

Hvorfor:

Fordi jeg er så bange for at blive skrøbelige
overfor mennesker, som måske ikke forstår det.
Da det indmellem er svært at forklare
fordi jeg ikke engang forstår det selv.

Jeg skal lærer at kontrollere det, for hvad angår
lykke og glæde, så er det også altid
ledsaget af angst, fordi man jo bliver bange
for at miste det man elsker aller mest
og den værste tanke er:
“Kunne jeg havde forhindret det?”

 

 

 

Hvad nu: 

Jeg prøver at arbejde med min angst,
ved ikke at lade den have kontrollen over mig.

 

Ved at acceptere at den er der,
men ikke give den lov til tale.

 

Men det er nemmere sagt end gjort,
og ind mellem overgiver jeg mig stadig.

 

Husk at du ikke er den eneste!

 

Masser af kærlighed

// Julie Duch Lauridsen

INGEN BH = INGEN STØTTE

Hej dejlige mennesker.

Der var ikke mulighed for at have en bh på i den kjole, som jeg har på
på de billeder længere ned i dette her blogindlæg.
Hvilket apropos ordet “Længere”
så ja, MINE PATTER hænger lidt på billederne,
(de må have en fornemmelse,
af at jeg snart skal på ferie, da de har retning mod syd)
men det er jeg sgu ligeglad med, for jeg synes nu stadig
de er blevet skide gode,
hvis jeg selv skal sige det 😉

Jeg får mange komplimenter, men jeg er bestemt ikke perfekt!

Jeg bliver en følsom kælling, når min kæreste ikke giver mig opmærksomhed.
Mine patter hænger lidt når jeg ikke har BH på
Jeg er i gang med min tredje kur, mod uren ud.
Og det kræver mere ned tortur, for at holde mig fra marabou med nødder.

Men det er okay. Det er mig. Jeg kan stå ved det, fordi jeg også kender til mine STYRKER.
Og sjældent ser mine BEGRÆNSNINGER.

At tro på sig selv:

og være stolt af både sine svagheder og styrker,
kan ind i mellem virke ligeså umuligt, som at få en paradise hotel
deltager til at score det gennemsnitlige i en IQ-test.

Men dog ting som virker umulige, kan faktisk lade sig gøre.
Ikke kun i ens drømme, men også i det mareridt
man ind i mellem lever til hverdag.

beauty

Billederne er ikke perfekte – men husk at det er et billede af et menneske, ikke en illusion.

GRIB DEM! 😉

11208867_10206831592692266_1693939097_n

 

 

ælfdkgdf

 

æjlkjh

 

ækjlh

 

 

ljh

 klhkjh

Masser af kærlighed

// Julie Duch Lauridsen

NU ER DET TID

Nu sker det:

Det er er i dag, hvor jeg har bestemt mig for,
at trappe ned i Antidepressiver.

Hvorfor?

Det er faktisk lidt en stor dag for mig – fordi sidst jeg trappede ned,
trappede jeg op igen, fordi jeg fik det skidt,
men det var så også grundet en masse personlige ting. 

Nu føler jeg at jeg har mere styr på alting,
der er kommet nogenlunde ro over min verden.

 

Hvorfor lige i dag?

Og jeg stod for morgen af, og tænkte.
“Julie er du egentlig glad?” og jeg måtte indrømme, at ja, det var jeg.
Jeg er ikke lykkelig, for der er stadig mange ting jeg kæmper med
og stadig oplever personlige og karrieremæssige  fiaskoer.

Men livet vil hele tiden gå op og ned,
og det er jeg fuld bevidst om. 

 

 

Jeg kan se det konstruktive i udfordringer.

Jeg kan se det positive i det negative.

Jeg kan se lyset, i en dunkel tid.

 

 

 

 

Hvornår jeg trappede ned sidst:

For cirka et år siden, trappede jeg lidt ned igen.
Altså fra 150 gram. til 100 gram.
Nu har jeg i et år været på 100 gram.

 

Jeg tænkte:

Hvis jeg ikke gør det nu, går der endnu et år.
Fordi jeg ikke vil trappe ned, når det er dårligt vejr.
Så der kan man sige, at det er rigtig træls at bo i Danmark!
Hvor der kun er godt vejr cirka 3 måneder af året,
og vejret er så uforudsigelig som ens bankkonto.

Det er så nemt at udsætte alting
– men man bliver ikke lykkelig af, at gøre ting som er nemt.
Tvært i mod.

 

11121902_10206773037468422_662777696_n

 

 

Konsekvenserne:

Det vil være en sejer for mig at trappe ud.
Og tror det er den helt rette tid! – men jeg helt klar over,
at det vil ledsage at en masse angst.

Det vil det, fordi pillerne giver mig sikkerhed for
at ikke falde så dybt igen, og det er jeg blevet lidt afhængig af,
da jeg virkelig er tryghedsnarkoman.
Men jeg vil kunne klare det selv, og det er den eneste måde,
hvor på at jeg vokser som menneske.
Jeg er stadig på 75 gram, så helt slip giver jeg ikke endnu, 


Men du skal vide at hvis du trapper ud,
er det ikke unormalt at opleve angst.
men den eneste måde at kontrollere det på,
er ved ikke at lade sig kontrollere af det.

 

Hvad man skal huske på:

Personlige sejre, kommer af svære udfordringer.

Som kaster en ud mod kanten, men at opdager at man godt kan flyve.

 

Ha en fantastisk søndag dejlige mennesker!

Masser af kærlighed

Julie Duch Lauridsen 

 

 

11119681_10206801993232298_416123304_n

 

 

making

 

bad

si