Sandheden

Her forleden måtte jeg pludselig tage hjem fra skole…

Mange undrede sig over, hvad der skete, da jeg bare gik uden nogen former for forklaring.
Rejste mig bare, og nærmest forsvandt.
Ikke fordi jeg var ked det af noget, men fordi jeg bare ud af ingenting,
fik et angst anfald.
Ingen jeg fortæller mere om dette, vil jeg starte med at snakke om det emne, at miste.
For det hænger meget sammen med depression.
For hver gang du søger glæde, mister man også noget.

Eksempelvis:

Når man spiser McDonalds, føler man at mister sin selv disciplin,
hvilket bliver bekræftet, at man har mistede en del gange, når man kigger på vægten.

Og når vi har intentionerne om at have en dejlig aften, hvilket resulterer i at vi mister nogle penge,
men også resultere i en aften, med pikhat,
tab af værdighed, og en voldsom succesoplevelse ved sejren af beerpong.

Men næste dag vågner op, iført en poncho, bh’en er væk, din ven sover i hundekurven,
og man drikker så meget vand, at man skulle tro at man havde levet i ørken,
imens ens hovedpine ikke kan blive slået ihjel, selv efter 4 hoved pinsepiller. (taler desværre af erfaring)

Dog mister man mere end sin værdighed og Bh i løbet af livet.
Der er alle de ting man ikke mister fysisk, men psykisk.

I livet mister man:

bl.a. sin selvrespekt,
mister sin kontrol,
mister sit overskud,
mister sin livsglæde,
mister sin drivkraft,
og ja oplever at miste sig selv.

Oplevede det selv:

Det var det jeg oplevede her forleden, når det gælder mit angstanfald.
Alt det jeg stod for, forsvandt for mig.
Jeg sad i en helt almindelig, røvkedelig dansktime, og spillede tetris (ja, sådan er ungdommen altså nu tildags)

Pludselig følte jeg at jeg mistede min selvsikkerhed, min tryghed,
min logiske sans, min appetit (hvilket jeg aldrig mister), min drivkraft, min livsglæde
og lige pludselig mistede jeg også min selvkontrol, hvilket jeg også sjældent mister.

Tårer begyndte at løbe ned fra mine kinder, og jeg kunne ikke kontrollerer det overhovedet.
Min lærer så lidt mærkeligt på mig; da ingen plejer at græde over emnet, mediefortælling.
Jeg løb ud på toilettet, låste døren, og brød fuldstændig sammen!
Der var ikke sket noget overhovedet. Jeg mistede bare lige pludselig alt,
og var tvunget til at overgive mig til den sorg jeg oplevede.

Kunne ikke tænke logisk:

Jeg plejer altid at kæmpe, tage skolen seriøst, have nogenlunde kontrol
over mine følelser, være livsglad osv. men pludselig kunne jeg ikke tænke logisk!
Og oplevede det man vil kalde et angstanfald, for det eneste jeg tænkte på var
at komme hjem til trygheden til min familie og kæreste,
hvilket går i mod alt det jeg står for: nemlig det at være selvstændig,
opleve verden og kæmpe imod sin dårlige psyke.

Men jeg havde intet at holde fast i. Jeg var ligeglad med alle mine principper!
Jeg følte mig som et tomt glas, der skulle svøbes ind i dyner og tæpper,
for ikke at gå helt i stykker. Men sådan kan man jo ikke leve,
hvilket er endnu mere angst provokerende at tænke på.

Hvordan jeg bekæmper dette:

Jeg har noget beroligende medicin, som jeg sjældent benytter mig af, men det skaber en tryghed.
Jeg længsel nemlig så voldsomt efter tryghed, når jeg bare kan mærke en lille grad af min depressive tendenser.

Imens kæmper jeg hele tiden en kamp, for at psyken ikke skal styre mit liv,
og det vil jeg blive ved med at gøre, resten af mit liv.