ANGST

Det jeg frygtede..

 

Hej smukke og skrøbelige væsner.

 

Sidste uge:

I sidste uge var jeg på ferie med
min dejlige kæreste og hans skønne familie.

Vi var på Rhodos, solen skinnede,
jeg brugte for mange penge, og maden var noget helt SPECIELT!
Det var en fantastisk tur, men ind imellem væltede det for mig.

 

Så skete der det, jeg frygtede…

For bare fordi man rejser,
betyder det ikke at ens sårbare sind bliver der hjemme.

Så indmellem i måtte jeg trækker mig,
være alene, få sovet og få grædt ud.

Der var intet sket og intet i vejen,
men jeg blev bare påmindet om at jeg stadig har en depression.
At jeg indimellem bliver ked af det, uden jeg kan forklare det.

For alt lys bare forsvinder, og intet rigtig kan føle.

 

Hvordan de reagerede:

Jeg snakkede ikke så meget med min kæreste familie om det.

Ikke fordi de ikke ville have accepteret det,
men fordi det er en følsomt emne, jeg ville ikke
lade det have magten over mig alt for længe.
men sagde det selvfølgelig til min kæreste,

fordi jeg gerne ville, og fordi han på 100 meters afstand
kan se i mine øjne om der er noget galt.

 

Han var virkelig god til at være der for mig,
ikke ved at prøve at finde en løsning.
Men ved bare at holde om mig, ikke at stille nogen spørgsmål,
og gøre det klart, at det er helt OKAY at være ked af det.

Og det ved jeg også godt,
men jeg bliver alligevel vred på mig selv, fordi:

 

Det er en frustrerende følelse ikke at vide hvad man har tabt

men alligevel føler at det har betydning, en slags magt. 

 

Det er så frustrerende ikke at kunne lytte til sin fornuft,

det er som at finde en smuk blomst, men som har en grim duft.

 

Det er så frustrerende at kæmpe mod noget man ikke kan se hvad er,

stille mig selv det spørgsmål: er det uden værdi eller noget værd?

 

Det er så frustrerende, ikke at vide om det er et mareridt eller virkeligt.

Alt imens man kæmper for at smerten ikke skal være synlig.

 

Det er frustrerende, at skuffe alle på sin vej,

fordi man ikke kan forklare hvordan og hvorfor nogen dystre tanker ændrer dig.

 

Det er så frustrerende ikke, at kunne forklare hvad der sker,

når man pludselig ikke længere har lysten til at være her.

 

Hvordan jeg kom videre:

Heldigvis har jeg en masse personer omkring mig,
der gør at jeg ikke mister håbet.

Håbet på at min psyke bliver bedre,
og påminde mig at jeg allerede er godt på mig.

Jeg kan mærke når jeg får det skidt,
og så gør jeg noget ved!

 

* Jeg fik sovet  


* jeg fik noget tid alene


* jeg mindede mig selv på at er min sårbare psyke, og ikke mig.


* At ens depressive tanker, kun fødes for at ødelægge.


* For at skabe nogle problemer (angst),
som i det virkelige liv ikke eksister.


* Mindede mig selv om, at det ikke hjælper at ignorer det,
men det hjælper heller ikke at lytte til den konstant.


* Blev stædig, og lod ikke den konstant have magten..

Selvom det er SKIDE SVÆRT! 

Men disse ting gjorde jeg på ferien,
så det alligevel blev en hamrende god uge!

Meget kærlighed

//Julie Duch Lauridsen

 

Stemnings billeder fra ferien:

 

5

IMG_4459

jkgbkhgb

 

IMG_3381 IMG_3380 IMG_4263 3 IMG_3259 kgjhg IMG_3170 IMG_4282 khlk IMG_4131 IMG_4156 IMG_3812 IMG_3818 IMG_3853 IMG_4179 IMG_4601 øækgfg

 

2 IMG_3142 IMG_3196 IMG_3427 IMG_3449 IMG_3481 IMG_3538 IMG_3823 IMG_4274

IMG_4509

IMG_4472

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ANGST