Fucked up

af Julie Duch Lauridsen

Når jeg ser på fremtiden fra mine øjne,
Ligner lykke kun noget der er i gang sat af løgne.

Fremtiden virker uoverskuelig,
Og en succesful vej ud af reden virker uopnåelig.

Fordi jeg ikke har uanede mængder af styrker,
og aner ikke hvordan jeg sætte af, hvis jeg styrter.

Hvilket gør at jeg er bange for ikke at få et liv til at fungere,
for jeg ved hvordan man ødelægger, men ikke hvordan man reparerer.

Frygter et liv hvor man står tidligt op og tidligt i seng,
Kun fordi det at skaffe penge, gør at man få ro i ens sind.

Så er vi tvunget til at acceptere et arbejde som er røv kedeligt,
for at få noget mad på bordet, som er nogenlunde spiseligt.

Imens man ærgre sig over, at der i døgnet ikke er timer nok,
så ens drømme på forhånd har givet op.

Vi må acceptere at timerne bruges på pligter, og ikke det at nyde,
og når man kommer hjem, ligner man en tyk mand, der er træt af at skide.

For at fremstå pænt, bruger vi weekenden på at løbe,
Og medicinere ens smerte ved konstant at købe.

Ja, jeg frygter at jeg ikke uden fejl, et ordentlig liv kan skabe,
for alt skam kan ikke vaskes af med vand og sæbe.

Hvor det eneste der holder mig i live, er håbet om drømme,
og at jeg vil være naiv nok til ikke at indrømme

At vi mennesker konstant skælder hele verden ud
og at vi kun smiler, for at bilde andre ind at ikke har andet end overskud.