Får man nogensinde svar?

 

Jeg vandre i tomhed.. hvor alt virker ligegyldigt, meningsløst, og tomt.
Uden gevinst, uden sejre, uden glæde.
De tidspunkter hvor jeg hellere vil føle smerte, end at føle, ja ingenting.. 

Jeg går i en cirkel omkring mig selv, spiser måske en nutellamad, for give mine smagsløs lidt glæde, men hvor konsekvensen så er dårlig samvittighed…

Men det er ikke en forbrydelse, det er bare et desperat forsøg
på at finde meningen med min eksistens. Med alle eksistenser. ikke igennem en nutellamad, men ved at lystre mine tanker, og observere min tvivl. 

Mening med hårdt arbejde:

Er meningen med livet, at vi arbejder hårdt, spiser og udføre pligter,
og næste dag gør det hele igen, igen og igen.
Med nogle få fridage, hvor vi udføre de pligter vi ikke har tid til i hverdagen.
Hvor vi konstant kæmper for et lille stykke af lykke, som kun vare et split sekund. Vare kun en lille brøkdel i sammenligning med hvor lang tid vi skal bruge på at knokle.

Ja, hel basis prøver jeg at finde meningen med vaskemaskinen, for vi bruger en masse stof, og så vasker vi det:
Vi bruger, vi vasker.
Vi bruger, vi vasker
Vi bruger, vi vasker.
Vi bruger, vi vasker.
Vi bruger, vi vasker.
Alt kører konstant rundt og rundt og rundt.
vi gør ting igen og igen.. men med en fordeling der lyder på, at de træls ting, som pligter bruger
vi 80 % og de sidste 20 % består af glæde, træthed og stolthed.

Hvorfor er det sådan? 
Hvorfor er meningen ikke eksisterende? når vi eksister?
Et spørgsmål jeg nok aldrig får svar på… så jeg fortsætte med at gå med bind for øjne
og være tilfreds med, at jeg til en vis grad kan leve op til det ideal, som andre mennesker
også konstant prøver at leve op til.
Nemlig det ideal der lyder sådan her:
Udføre pligter, nyder livet lidt, og stiller ikke spørgsmål.