Min bog udkommer meget snart, allerede først i næste måned. D.7.11.2014 Så det her er sidste uddrag fra bogen I får. God fornøjelse! OBS: Senere på ugen, vil jeg ligge et link ind til hvor I kan købe bogen
efter d.7 nov. hvis I er interesserede.
Uddraget:
”Stop!” udbrød han og tog hårdt fat i mig. ”Spyt ud!”
Jeg mærkede, hvor dybt hans fingre borede sig ned i mine hænder, fordi jeg ikke spyttede ud.
”Sofia. Spyt ud, og det er nu,” hans øjne blev helt klare, helt blanke, og vreden gjorde hans
hud rødglødende. Jeg aflæste hans ansigt, og for første gang følte jeg, at han kunne se
igennem mig, han kunne få øje på min sorg, og jeg kunne få øje på hans kærlighed. Men
tanken skræmte mig, jeg burde ikke være kommet så langt ud. Jeg overgav mig og spyttede
ud. Navnet panodil var blevet sløret efter mit mundvand. Vandet fik et stålfast greb
omkring pillerne, og trak dem med ned i kloakken.
”Hvad tænker du på?” spurgte han og kunne ikke lægge skjul på sin bekymring.
Jeg dukkede og indså mit nederlag. Overgav mig til min sorg og frustration. Så jeg brød ud
i en kvæstet gråd, lod mig glide ned ad væggen og gemte mit hoved i mine hænder.
”Jeg ved det ikke, det er det, der er problemet!” hvæsede jeg, og tonen i mit svar var pine
fuldt og sprukken. imens mit tavse skrig i hjernen, ikke længere forblev tavs.
Selvmord er en hyppig dødsårsag, og alt for mange bliver ofre af det. Ofre af de dæmoner som overtager ens væsen og hvisker de forkerte ord til ens sind. Fordi vi spiller tapre, og giver udtryk for, at eje en styrke vi ikke har.
Vi kender det alle. For vi smiler når vi er triste. Elsker når vi hader, og tier når vi har allér mest brug for at snakke.
Jeg kom til at tænke ekstra meget over det, da jeg læste en artikel. Angående en 13 årige pige, som begik selvmord ved at hænge sig i et træ.
Mange tænker sikkert: hvordan kunne hun gøre det mod sin familie?
Men sådan tænker jeg ikke. For jeg kender godt følelsen af,
at ville væk her fra. At problemerne er for uoverkommelige,
at styrken er formindsket, og at kærligheden til livet ikke er eksisterende.
Men moren var et kæmpe spørgsmålstegn
efter hændelsen, da hun ikke havde mærket noget på hendes datter,
der kunne tyde på at hun havde selvmordstanker eller bare var ulykkelig.
Andet end at hun var blevet lidt mere indadvendt.
Moren fandt datterensdagbog,
hvor hun havde beskrevet om en voldtægt,
som var gået ud over hende. Ikke nok med at føle sig forulempet,
følte hun også at det var hendes egen skyld.
I dagbogen beskrev hun også athun var ulykkelig,
følte skyld og angst, og ikke følte at der var nogen
mening med det liv hun befandt sig i.
Læste nogle af de uddrag fra dagbogen, og der var det tydeligt
at hendes sind var ved at blive besat af
en hær af hæmningsløse og brutale soldater,
som ikke ville andet end at knuse det gode i hende.
Hun skrev: ”Jeg stopper op og kigger op i himlen, og venter på et tegn, der gør det værd for mig at leve”
Det var så tydeligt at hun var ulykkelig,
og var parat til at give slip, men alligevel sagde hun ingenting. Hun tiede, som alle andre gør.
Hvilket jeg også godt kender, alt for godt.
Man smiler og lader som ingenting,
fordi man ikke magter konsekvensen af ulykke,
finder frygt ved at kigge dæmonerne i øjne,
og tier fordi man ikke vil have spørgsmål,
man ikke selv kender svaret på.
Men som man ville ønske man gjorde,
og fordi man ikke vil blive dømt som svag,
når man kæmper mere end der faktisk virker muligt.
Men husk sådan tænker vi alle sammen engang i mellem.
Ingen er perfekte, ingen har en uovervindelig styrke,
og det er sjældent alle føler kærlighed til livet.
At tie hjælper ikke, vi dømmer ikke det vi selv føler,
og selvom mange ikke snakker om det,
har vi alle følt sorg, tomhed og ensomhed.
Så tie og foregiv at du er lykkelig, er det værste du kan gøre.
Mod andre og mod dig selv.
Sig til, og lad dit sind og væsen få omsorg,
så dit brækket sind kan hele igen.
Og det er den eneste måde du kan gøre det på,
er ved at udtrykke din sorg, så den kan blive forvandlet til glæde.
Ord kan rede dit liv
Du vil finde ud af når du åbner munden
og beskriver din frygt, bekymringer og sorger.
At du ikke er den eneste der føler sådan.
Der er cirka 7 milliarder mennesker i verden,
og hver og en med en sjæl,
der består af en psyke der er i stand til at føle smerte.
Så tro mig, du vil aldrig være den eneste der vælter og ind i mellem knækker. Aldrig! Men måske en af de få, der finder mod til at sige noget.
Og mod skaber mere lykke end frygt nogensinde vil gøre.
En stemme i mit hoved sagde konstant til mig:
”Du er ikke pæn nok.”
”Du er ikke tynd nok.”
”Du er ikke talentfuld nok.”
”Du er ikke klog nok.”
”Du bliver aldrig god nok.”
Stemmen overtog min opfattelse af ting omkring mig,
og den blev tydeligere og mere virkelig på grund af mine omgivelser.
Af alle folks kommentarer og mine egne fiaskoer.
Hvis jeg fik en lille dårlig kommentar, tog jeg den ind, bearbejdede den,
slugte den og igen bevægede den sig op i mit hoved.
Den strømmede ud i mine blodårer, jeg prøvede at kaste den op,
men det var umuligt, for den var allerede inde. Jeg accepterede den, men værst af alt, troede jeg på den…
En lille stemme, som sagde de forkerte ord,
forvandlede farven på mit sind, fra lyst til helt sort.
Min dom ende med at blive ubetinget,
så jeg kan lige så godt sætte farten op i svinget.
Lukke øjne og se hvad der sker,
Måske jeg ender med at krakelere,
men at benægte er heller ikke noget der fungere,
for kærlighed er endnu en sygdom som ikke er blevet diangoiseret.
Jeg kan ikke komme tæt nok på,
leder efter lænker, så du ikke kan gå.
Du har grebet om mit hjerte,
jeg frygter du giver slip, det vil knuse min verden.
Jeg er så bange for at du forsvinder,
skrider, før jeg kan have magt over mine synder.
Glæden er for stærk, noget jeg ikke kan kontrollere,
for ingen ved hvordan deres hjerte reagere.
Min kærlighed er ubetinget. Fanget, bundet og lænket. Ikke kontrolleres af min magt. Kun af frygt for, at du giver slip.
Hvis ens skrøbelige hjerte bliver svajset til smykker,
når ens drøm og lykke går i stykker.
Når ens eventyr bliver invaderede af uhyre,
den frygt er alt andet end jeg kan styre.
Du har ikke knust det endnu, men forventer du vil,
at vores kærlighed dør, før liv slår til.
Man burde ikke se en beskidt verden, eller tag sorgerne på for skud,
men med min livserfaring er det kun sådan livet ser ud.
Jeg kan ikke formindske glæden, når du svøber dine arme om mig,
men samtidig ødelægger det mit liv, nemlig frygten for at miste dig.
Og at miste mig selv i et naivt eventyr,
fordi solen kan nemt forsvinde bag mørke skyer.
Men ved også at jeg ikke kan basere mit liv på frygt,
for så får min sjæl aldrig lykken fra et kys.
Hvis man tænder lys, kan huset brænde,
men hellere det, end at vandre rundt i blinde.
Men ja jeg er nok bare bange,
for at miste mere end vi fandt sammen.
Man skal forvente ulykke, men ikke at ændre glæde til smerte,
ikke ændrer det rigtige til det forkerte.
Vi skal se det ukontrolleret som en gevinst.
For livet bliver ikke bedre, hvis man lader sig styre af sin angst.
Min dom blev ubetinget,
men jeg anker ikke, for jeg fortryder intet.
